Velfærd og det offentlige

Den universelle velfærdsstat er forbundet med høj social tillid, lav fattigdom og høj livskvalitet i international sammenligning.

Demografisk pres: andelen af 65+-årige vil stige fra 20% (2024) til 25% af befolkningen i 2040.

Offentlige velfærdsudgifter udgør ca. 28-33% af BNP afhængigt af opgørelsesmetode og konjunktur.

Socialdemokratiet

Stærk forsvarer af den universelle velfærdsstat, særligt sygehuse og daginstitutioner. Vil ikke lade private overtage kerneopgaverne.

Venstre

Vil effektivisere og åbne for mere privat medfinansiering, men er ikke imod velfærd som princip.

Danmarksdemokraterne

Forsvarer velfærd for ældre og "almindelige danskere", men er kritisk over for ydelser til nyankomne.

SF – Socialistisk Folkeparti

Vil investere markant mere i det offentlige – kortere arbejdstid, bedre normeringer og mere tid til borgerne.

Liberal Alliance

Vil bryde det offentlige monopol med frit valg og private alternativer på de fleste velfærdsområder.

Moderaterne

Støtter velfærdsstaten, men mener den trænger til modernisering og bedre ressourcestyring.

Det Konservative Folkeparti

Vil bevare de grundlæggende velfærdsydelser, men åbne for mere valgfrihed og private leverandører.

Enhedslisten

Vil investere massivt i det offentlige og rulle privatiseringer tilbage.

Radikale Venstre

Vil prioritere psykiatri, tidlig indsats og ligestilling inden for velfærdssystemet.

Dansk Folkeparti

Ældrepleje er en kernesag. Vil have markant flere hænder og bedre normeringer.

Alternativet

Vil have en velfærdsmodel der prioriterer omsorg og livskvalitet over produktion og effektivitet.

Borgernes Parti

Vil give borgerne mere frihed og medbestemmelse og holde politisk styring ude af det nære.